Utburden, Kristi Rødland og Huldrefriaren. To soger etter Th. S. Haukenæs

Frå Vaksdal Historielag

< Vaksdal Historielag < Bygdebøker for Vaksdal < Bergsdalen Innhald

Utburden
Etter S. Haukenæs: "Natur, Folkeliv og Folketro" (År 1887).

"Troen på Utboren* har før været almindelig over hele Voss, men dog mest almindelig i Bergsdalen. Utborer, mente man, var Børn, der var fødte i Dølgsmaal og dræbte uden at blive døbte; de lagde sig paa Ryggen til folk og hagede sig fast her, indtil vedkommende bar dem frem til et Vand og døbte dem, hvilket maate gaa saaledes for sig, at man bøyede sig forover og i sin hule Haand tog Vand op og kastede bagover Skuldrene paa sig, hvorved det faldt ned på Utborens Hoved; udtalte man da samtidig Daabsordene, vilde Utboren forsvinde, saasnart som Daaben var forrettet, og man saa den aldrig mere. Men man maatte altid døbe den i et Vand eller Indsjø, Vandet af en Kilde eller af en Bæk havde ikke den fornødne virkning. Somme sagde, at Utboren var saa stor som et fuldt udvokset Menneske, andre, at den ikke var større end en almindelig Sauesaks. Men alle var enige om, at med det samme man fik Utboren paa Ryggen, var han ikke tyngre end et lidet Barn, men naar man havde slæbt paa ham en Stund, blev han tungere og tungere, indtil omsider den stærkeste Karl maatte segne under Byrden. Dette var vel for at man skulde skynde sig saa meget som muligt med at faa ham døbt, og saaledes lette Byrden af sig igjen.

Paa flere steder i Bergsdalen var der Utborer, saaledes ved Øye, ved Kaldestad og flere steder. Paa Øye saa man ofte Utboren, og engang var der en Mand som prøvde at skyde ham, men da tog Utboren Flugten derfra og lagde sig op paa Heierne mellem Bergsdalen og Bolstad. Engang kom der en Mand fra Bolstad, som vilde over til Bergsdalen. Da han kom op til Bolstadsæteren, kom Utboren og lagde seg paa Ryggen af ham. Han søgte paa alle mulige Maader at befri sig fra den, men det vilde ikke lykkes for ham. Saa maatte han vandre afsted med Utboren paa Ryggen. Da han kom saa langt, at han så Bergsvandet, falt Utboren af ham, og da var den bieven saa tung som Sten. Det saa ud, som om Utboren ikke vilde blive døbt den gang."

*Trolig en ugleart kallet gasten (strix stridula).

Kristi Rødland og Huldrefriaren
Etter Th. S. Haukenæs: "Natur. Folkeliv og Folketro" (band XI).

"Paa gaarden Rødland i Bergsdalen boede engang en Mand ved navn Sjur, der havde en Datter, Kristi, som var Dalens vakreste Pige. Hun havde blaa Øine, rosenrøde Kinder og brungult Haar, der var saa langt, at hun kunde sidde paa det, naar det var opløst. Alle Dalens Ungkarle var forelsket i hende, og hvad mere var: ogsaa Huldreungkarlene havde et godt Øie til den vakre kristenpige. I de dage, da Kristi Rødland levede, var der ikke saa stor forskjel på Huldrefolk og almendelige Mennesker, som nu det er, og det hendte ikkje sjeldent, at Huldreungkarle fikk kristenpiger til koner, eller at almindelige Ungkarle bleve gifte med Huldrepiger. - - -

Kristi Rødland gik dog trods sine mange friere ugift i længere tid, end man skulde vente, hvilket ikke saa sjeldent hænder i vore dage. Engang, da hun skulde gaa og melke Kreaturene i Bulægehaugen, saa hun en Huldremand komme efter sig med en pen i trekant sammenlagt "Lepsekling", som han vilde give hende. Hun var imidlertid ræd ham og tok flugten hen mod Sæterhytten; han fulgte efter, men kunde ikke naa hende, og da hun løb ind i hytten og gjemte sig, turde han ikke følge efter, men blev borte for denne gang. Da Kristi havde melket sine Kreaturer og vilde paa hjemvei, kom der en smuk blaadrivlet Ko efter hende; den havde store fine Horn med Messingknapper, og paa det ene Horn hang en overmaade smukt forarbeidet Melkebøtte, der glinsede og skinnede, som den skulde være af drevet sølv. Kristi skjønte straks, at det var en Huldreko, og at Huldrefolket havde sendt den som en fristelse for hende; lagde hun sin Haand paa Koen, vilde man nemlig have hende i sin magt og tage hende inn i Haugen til sig og gjøre hende til Kone for sin forelskede Søn. Hun rørte altsaa ikke ved Koen, uagtet den gik flere gange rundt hende; hun bare saa paa den. Da Huldrefolket skjønte, at Kristi ikke vilde tage mod Koen raabte en vred stemme: "Kom atto Fløyma, skjete ha ikkje vet te gjøyma". Havde nu bare Kristi taget sit Forklæde eller noget andet og slængt over Koen bagfra, kunde hun beholdt den uden nogen fare for Huldrefolket, der ingen magt vilde havt over hende længere; men da hun ikke gjorde dette, reiste Koen sin vei og forsvandt snart mellem haugene. Men fra den stund af var Kristi kvit Huldrefrieren sin.

I brukarsogn frå Rødland, finn me at Sjur Gulleikson Rødland var fødd 1735. Kristi Sjursdotter fødd 1775.